Nye succeskriterier for en god dag

Ærligt, så havde jeg glemt alt om hvor latterlig hverdagen kan være med et spædbarn i huset. Hold. Nu. F-ing. Kæft. Det er jo vanvittigt.

Jeg er vant til at have et rimeligt selvkørende barn. Issa har legeaftaler i tide og utide, han går selv hjem fra skole, ringer sammen med sine venner, laver sine lektier og nupper en mad, hvis han er sulten. Med Emilias ankomst føles det, som om jeg er blevet smidt hjem i Ludo. Det er virkelig forfra!

Rent praktisk havde det hele selvfølgelig været lettere med et par ekstra hænder på matriklen, men når nu Sune ikke er hjemme, så har jeg været nødt til at lægge en plan. Ellers får vi fx aldrig ordentlig aftensmad. Ulvetimen er nemlig blevet en ting igen, for Emilia er træt efter en lang dag (ligesom undertegnede i øvrigt) og Issa bliver utålmodig.

Forleden var lillepigen rigtig ked af det. Hun havde det varmt, var træt og kunne ikke finde ro. Jeg trøstede og trøstede og eftermiddag blev til aften. Issa har vist sig at være en meget forstående storebror. Han havde underholdt sig selv på sit værelse det meste af eftermiddagen, men han skulle naturligvis have noget aftensmad. Min dårlige samvittighed overfor ham voksede i takt med Emilias uro. Da det endelig lykkedes mig at få Emilia til at sove lidt, kastede jeg mig over aftensmaden, fik Issa spist af – og hygget med ham, jeg vaskede op, smed Issa i bad og nåede også at putte ham, inden Emilia vågnede igen. Det er ren hamsterhjul.

En god omgang aftensmad og kærlig omsorg for begge børn, er hermed nye succeskriterier for en god dag!

Kh