Januar hva’be’har!

Januar er hård ved mig. Det føles som den længste måned nogensinde. Er træt af den dumme situation med Sune i Indien, træt af at være så skide sur på alt og alle hele tiden – ja, bare træt af at være træt.

Jeg bliver ikke sur med vilje, orker bare ikke ensomheden længere. Emilia og jeg stavrer rundt til rytmik, mødregruppe og babysvømning – mest for selskabets skyld. Og jeg kan ellers godt lide at være alene, men nu har jeg ligesom fået nok. Heldigvis er det rigtig dejligt at komme ud til alle de forskellige ting, det hjælper øjeblikkeligt på mit humør, så afsted med os. Og så er det jo godt for Emilia at deltage i de forskellige ting.

Men, jeg trænger nu til at grine og være ubekymret. Faktisk er det jo sådan, at 90% af ens bekymringer aldrig bliver til noget (det har jeg engang læst et sted, husker desværre ikke hvor), så måske jeg lige bør minde mig selv om det.

Emilia har brugt den sidste uge på at gro hele 2 fortænder i overmunden. Shit en omgang. Hun savlede meget, var pylret og fik feber og ville kun sidde hos mig. Det var en hård uge med urolig søvn og en utidig lille pige, stakkels mus. Hun klarede den dog uden smertestillende, ret sejt. Jeg kan i øvrigt anbefale iskolde agurkstænger til ømme gummer, det gjorde det for Emilia.

Min mor og lillesøster kommer heldigvis i weekenden, det ser vi frem til. Vi skal til noget hoppeland i Fields, hvilket Issa glæder sig helt ustyrligt til. Men først fredag, fredagsslik og X-Factor! God weekend herfra.