Klassisk børnefamilie

Den lille familie på 4. Billedet her er 8. forsøg på et fællesbillede…😅

Det føles helt ægte nu, vi lever som en klassisk børnefamilie. Så blev jeg sgu voksen.

I går jeg havde første lange arbejdsdag efter 10 måneder på barsel. Jeg var afsted fra 8.30-18.00. Emilia har aldrig undværet mig i så lang tid før, men hun klarede den og jeg klarede den. Dagen gik faktisk rigtig fint for os alle, lige indtil jeg kom hjem og opdagede, hvor træt jeg egentlig var. Jeg magtede hverken lejlighed, tøjvask eller børn. Sune stod heldigvis klar med aftensmaden og så er man #blessed i en klassisk børnefamilie. Til mit forsvar skal det dog siges, at jeg ikke havde fået meget mad eller drikke hele dagen, ikke engang kaffe. Det er selvfølgelig dumt, men tiden føj afsted og jeg havde travlt.

Da vi satte os ved aftensmaden var Emilia træt og småpylret. Hun er blevet forkølet, det var nok det, der drillede hende i aftes. Jeg slugte min mad og kastede mig over støvsugeren, fantastisk prioritering tirsdag aften i børnefamilien (not). Men når jeg selv er træt, så har jeg helt ærligt brug for, at mine omgivelser er ordentlige, rene og organiserede. Issa drillede mig og var meget kæk, Sune var bare mega god. Den mand mister sjældent overblikket og roen, det misunder jeg ham. Jeg fortrængte desværre min frustration på den bitre og tavse måde, hvilket ikke gør noget som helst godt for stemningen og det gode humør. Det er jo så latterligt, men nok meget almindeligt i en børnefamilie, særligt når man er træt og udkørt og allermest drømmer om “netflix og chill”.

Efter putning gik jeg omkuld på sofaen. Helt done. Jeg er et socialt menneske og får en masse energi ude, men jeg lader op hjemme og i eget selskab, så sofa-tid var et must.

Jeg tror, der ligger en stor øvelse i at komme afsted på arbejde efter en lang barsel. Man skal liiiige ind i rutinen igen. Det gælder også i forhold til familielivet. Jeg er vant til at være alene om tingene, men nu er vi pludselig 2 voksne, hvilket er super fedt. Men for et kontrolmenneske som mig er det også svært at afgive territorium og acceptere, at Sune gør tingene på sin måde. Hans tilgang er jo mindst ligeså god som min, måske endda bedre. Det er lidt hovent at tro, at man altid selv gør tingene bedst, for familieliv er samarbejde og kommunikation – vi er nødt til at agere som gode eksempler for Issa og Emilia.

Jeg har besluttet mig for, at i dag bliver anderledes. Vi skal have en god og nogenlunde rolig aften, så rolig som børnefamilielivet nu tillader. Det gode eksempel starter hos de voksne. Og som Sune sagde i morges, så er vi nu, ham og jeg, “de voksne”.