1 år!

Emilia er den dejligste pige. Hun er (næsten) altid glad og så er hun super nysgerrig. Hun er petit, men vaks. Isayah mener helt klart, at han har “hærdet” hende til vuggestuen, det er meget sjovt. Måske han har ret, for hun virker netop ret glad for vuggestuen, pædagogerne og alle de nye kammerater.

Emilias fødsel var en drømmefødsel. Vandet gik natten til den 8/5 2018, men veerne begyndte først tidligt om morgenen. Vi havde ventet længe – og i spænding, for Sune arbejdede jo i Delhi på det tidspunkt, så det var faktisk lidt uafklaret, om han overhovedet kunne nå at komme hjem til fødslen. Det gjorde han heldigvis, han landede nemlig få dage før termin (og så gik jeg alligevel 9 dage over tid, lol).

Jeg vågnede tidligt om morgenen den 8/5 2018. Jeg havde stadig kun plukveer (troede jeg), så jeg gik i gang med morgenmaden til drengene og bryggede lidt kaffe. Stille og roligt tog “plukveerne” til, jeg smuttede derfor i bad i den tro, at lidt varmt vand ville gøre godt og lindre begyndende smerter. Klokken var stadig kun 7.00 og Issen skulle følges i skole inden vi kunne køre på Riget til kontrol.

Klip til at veerne tager til i styrke og jeg mærker, hvordan det hele presser på. Indtil da havde Sune ellers været meget rolig og fattet – han drak sin kaffe, ordnede sit hår og hyggede sig. Først da jeg bad ham om at tage tid på mine veer, gik alvoren op for ham og så gik det stærkt. Han kontaktede fødegangen og afleverede Isayah hos en kammerat, så de kunne følges i skole. Vi pakkede taske og bil og kørte mod Riget, lige midt i den heftige københavnske morgentrafik – hele vejen fra Amager Strand mod Rigshospitalet på Østerbro. Det var en presset tur, Sune stressede over trafik og fødende kvinde, og jeg havde voldsomme veer, som kun tog til i styrke. Tror aldrig nogensinde, at Sune glemmer den køretur…

Vi burde nok have taget en taxa, for det var tæt på umuligt at finde parkering tæt på fødegangen. Det husker vi til en anden gang!

Da vi endelig nåede fødegangen, var jeg allerede 6 cm. åben og kort tid efter mærkede jeg presseveerne. Det gik SÅ stærkt og det gjorde voldsomt ondt. Sune var en fantastisk støtte for mig og mens jeg kæmpede med veerne holdte han min krop og tog også imod Emilia, hvilket han beskriver som sit livs største og bedste oplevelse<3

Da Emilia kom op på mit bryst elskede jeg hende med det samme, og jeg ville helt ærligt ønske, at jeg kunne føde hende igen. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var det fedeste at føde hende. Tænk, at det nu er helt år siden.

Tillykke med fødselsdagen, Emilia. Jeg elsker dig.